Et daghøjskolefag blev startskuddet for en øget biodiversitet i Vejlby Vest, der nu har fået en fast plads i ugeplanen hos nogle af beboerne. Hver onsdag formiddag mødes de ved Træværkstedet i Nyringen for at hjælpe biodiversiteten på vej, men også for i fællesskab at gøre noget godt for dem selv og naturen, hvori flere af beboerne finder ro.
Af Amalie Krammager
Efterårets første måned ligger bag os, og som så mange andre er solsikkerne på bakken i Vejlby Vest begyndt at hænge med hovedet. Men omkring de triste solsikker står farverige og blomstrende efterårsblomster som en kontrast til alt det grå og grønne. De glade efterårsblomster på bakken er dog ikke havnet der tilfældigt. Det er beboerne samt beboerrådgiver i Vejlby Vest, Channie Klaris, der hver onsdag formiddag får det til at spire. Her udforsker de biodiversitet, får grønne fingre og lærer om processerne i det lille økosystem.
”Det er en måde at komme lidt ud af hovedet og ned i kroppen. Få fingrene i jorden og så se noget flot, der vokser ud af det,” lyder det fra Channie Klaris, der er en af foregangskvinderne i projektet ”Vilje til Vild i Vejlby Vest”, også kaldet biodiversitetsgruppen, som er beboernes egen fortsættelse af et daghøjskolefag, der tidligere blev tilbudt.
Bakken i Vejlby Vest, der består af overskydende jord fra byggepladsen, har fået liv og farver tilført af biodiversitets-gruppen. De har sået en masse frø, der nu er sprunget ud som efterårsblomster. Foto: Amalie Krammager.
Liv og levesteder
Formålet med biodiversitetsgruppen er – udover at sikre biodiversitet i området – at gå på opdagelse i de mange grønne områder i Vejlby Vest og lære noget om naturens mekanismer.
”Bare man undlader at slå græsset og bum, så gror der bare en masse blomster op,” siger Channie Klaris og uddyber: ”Det kan lige så godt være nogle blomster og nogle flotte lange græsstrå, der står og vajer i vinden. Det giver liv på en anden måde.”
For Channie er det ikke altafgørende, om Vejlby Vest står i fuldt flor, eller om solsikkerne på bakken hænger med hovedet på en oktoberdag. Det handler om at give liv til naturen ligesom det handler om at give liv til mennesker.
Netop liv er en væsentlig grund til at biodiversitetsgruppen fortsatte egenrådigt. Det er nemlig ikke kun naturens liv og levesteder for insekterne, der er i højsædet. Det handler i høj grad om at have et fællesskab, der også skaber liv og levesteder for mennesker. Et sted hvor der er plads til alle og til de forskelligheder, man kommer med hver især.
”Vi giver plads til hinanden som beboere, og der er plads til alle, og vi giver også levesteder til sommerfuglene og de vilde bier. Liv og levesteder for mennesker, liv og levesteder for insekterne.”
Der er liv og levesteder for insekterne på det grønne område mellem Nyringen og Næringen. Foto: Amalie Krammager.
”Kom og vær med”
Når Channie Klaris løbende opdaterer i facebookgruppen ”Biodiversitet i Vejlby Vest”, er ”kom og vær med” blevet en fast del af opslaget. Hun opfordrer foreningens beboere, unge som gamle, til at møde op og tage del i at udvikle biodiversiteten i Nyringen og Næringens mange grønne områder – og gerne på tværs af generationer:
”Det her med at så frø, det giver bare sådan en god mening, når man leger sammen på tværs af generationer, og igen kan se det over i naturen, så blomster, der vokser, og de visner og sætter frø.”
Channie udtrykker samtidig, at frøene gerne skulle spire i jorden, så interessen for naturen kan gro hos menneskerne. Hvis beboerne ikke har interessen, vil en aktivitet som denne ikke kunne lade sig gøre i Vejlby Vest. Aktiviteterne er beboerstyret, og Channie er som beboerrådgiver med til at understøtte dem og få det ud over scenekanten. Selvom succeskriteriet er, at en håndfuld møder op, er det altid rart at kunne inkludere så mange som muligt, og på den måde komme hinanden ved.
Det er altså ikke kun blomsterne, der spirer, men også naboskabet i Nyringen og Næringen. Synergien mellem mennesker og natur skaber nærvær og dialog, så man som naboer bedre kan rumme hinanden. Hvis det er succesfuldt, som Channie giver udtryk for, det er, er der bedre forståelighed blandt beboerne, og det medvirker til, at man i stedet for at hænge med hovedet som solsikkerne på bakken, blomstrer som efterårsblomsterne og Vejlby Vest kan stå i fuldt flor hele året rundt.